PRESSEMEDDELELSE

Århus, 10. august 2021

 

Det er en stor glæde for os endelig at kunne fortælle om vores nystartede KammermusikCamp

 

Med generøs støtte fra private fonde og i samarbejde med Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Musikskole har vi fået mulighed for at kunne samle unge klassiske talenter fra hele landet omkring kammermusikken som udtryksform. Vi mener, at kammermusik bør spille en langt større rolle i talentarbejdet inden for den klassiske musik, både for at fastholde, motivere og selvstændiggøre. 

 

KammermusikCamp er tre årlige weekend-workshops som vil sigte på børn og unge i alderen 12 til 19 år. Man kan deltage som fast ensemble eller som enkelt deltager og alle instrumenter er velkomne. Vi anbefaler dog at man har spillet i en del år, så det er musikken og ikke de grundlæggende instrumentale færdigheder, der er i fokus.

 

KammermusikCamp vil være musikalske oplevelser, nye venskaber, foredrag om emner som sceneoptræden, mentale processer, improvisation og optimal øvning. Hygge og lækre måltider, og forhåbentlig en masse aha-oplevelser i forhold til kammermusikkens forunderlige univers.

 

De første tre Camps finder sted på Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Musikskole på følgende datoer: 27.-28. november 2021, 5.-6. februar 2022 og 23.-24. april 2022. Der vil være fuld forplejning og gratis overnatningsmulighed for deltagerne på et nærliggende vandrehjem i gåafstand til konservatoriet. Hver gang vil der blive afsluttet med koncert i Musikhuset, Aarhus.

 

En væsentlig del af formålet med KammermusikCamp er at give optimale forberedelsesmuligheder til den nystartede ”Klassiske Kammermusikkonkurrence for Juniorer” som vil blive afholdt på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, første gang 26.-27. februar 2022. Derudover vil vi gerne give talentfulde børn og unge fra hele landet – uanset bopæl – mulighed for at mødes og danne ensembler med ligesindede.

 

Lærerstaben vil kunne variere lidt fra gang til gang, men sikkert er det, at det vil være profilerede professionelle kammermusikere og undervisere på højt niveau. I 2021/22 vil man bla. kunne blive coachet af: 

 

Iben Teilmann, solobratchist i Det Kgl. Kapel.

Emil Gryesten, koncertpianist, MGK-koordinator og underviser på Ålborg MGK samt på Det Kgl, Danske Musikkonservatorium

Nicolas Sublet, soloviolinist i Randers Kammerorkester og underviser på Det Jyske Musikkonservatorium og Århus Musikskole

Henrik Goldschmidt, oboist i Det Kgl. Kapel og stifter af Goldschmidts Musikakademi  

Janne Fredens, solocellist i Randers Kammerorkester og underviser i cello på både konservatorie- og musikskoleniveau.

 

Læs mere om tilmelding mm. på www.kammermusikcamp.dk. (NB: hjemmesiden er online fra 12.8.2021)

For spørgsmål, skriv til kammermusikcamp@gmail.com eller kontakt formand for KammermusikCamp, Janne Fredens, på 26 17 21 92